Funktionalismen
Den Første Verdenskrig, der varede fra 1914 til 1918, blev skelsættende for kvindemoden. Mændene var ved fronten, og kvinderne måtte holde samfundet kørende. Her erstattede de mændene på ethvert arbejdsområde: De blev togførere, kontorassistenter, postbude og fabriksarbejdere. Det betød, at de blev nødt til at befri sig fra de lange og snævre kjoler og iklæde sig praktisk tøj. Selv bukser til kvinder blev en accepteret beklædning. Moden tog dermed for første gang udgangspunkt i kvindens praktiske anvendelse af tøjet og ikke i ønsket om at signalere velstand, klasse eller seksualitet.
Efter krigen forblev kvinderne fra mellemklassen ude på arbejdsmarkedet, ikke kun som lærerinder og sygeplejersker, men også som kontor- og butiksassistenter. I 1920’erne blev silhuetten for de nye selverhvervende og økonomisk uafhængige kvinder derfor meget som en drengepige. Korsettet blev afskaffet, og i stedet for fik man hofteholdere og brystbind, der skulle gøre maven og brystet fladt. Kjolerne blev enkle og gradvis kortere, de nærmest hang på skuldrene, og bæltestedet vandrede ned på hofterne. Kvinderne klippede sig korthårede til stor forargelse for den ældre generation og en del af de yngre mænd.
Krakket i Wall Street i New York kastede i 1929 hele verden ud i en økonomisk krise, der medførte mange fallitter og arbejdsløshed. Det påvirkede moden, der igen blev mere konservativ. Silhuetten var fortsat slank, men kjolen blev igen længere, og taljen vendte tilbage til bæltestedet. Kvindeligheden kom igen frem som et ideal. Dragterne bar præg af tidens knaphed, der blev ikke ødslet med stofferne eller for mange detaljer.
Mod slutningen af 1930’erne og ind i 1940’erne blev silhuetten mere firkantet med læg og med vatterede skuldre. Inspirationen blev hentet hos militæret. Vareknapheden på de fleste materielle ting under Anden Verdenskrig betød blandt andet tøjrationering. Alle stoffer skulle nu genbruges eller udnyttes mest muligt. Dette resulterede i en mode, hvor kjolerne var syet af flere forskellige stoffer sat sammen på kryds og tværs.
Det konservative engelske look, der indtil nu havde været modedannende for mændene, fik en konkurrent i den mere afslappede amerikanske herremode. Den løse flip og de løse manchetter blev afløst af fastsyede, og den ellers obligatoriske vest var ikke længere nødvendig. De faste manchetter og den faste flip betød en bedre pasform for skjorten, som nu kunne bruges under en moderne slipover. I 1930’erne begyndte herremoden også at hente inspiration fra arbejdernes beklædning: Kasketten kunne være et alternativ til den bløde hat, og bukser samt jakke kunne være lavet af hver sit materiale.
Bruden som drengepige
Brudekjole fra 1920 i hvidt bomuldstyl. Kjolen har tilhørt Karen Petrea Antoinette Hvid, født Dunn, fra Helgenæs på Mols. Karen Hvid blev gift i 1920, og hun har sandsynligvis købt kjolen i Århus. Kjolen har været båret med hvide strømper, sko og slør.
Efter 1920 blev længden på kjolerne kortere og kortere, til den omkring 1928 gik til knæet. Herefter blev kjolen igen længere. Den økonomiske krise var på vej, og en mere konservativ stil blev igen moderne.
Moden blev på dette tidspunkt mere påvirket af Amerika end af Frankrig; især på grund af den stadigt voksende amerikanske filmindustri.
Brudekjolen, der er fremstillet i hvidt tyl med maskinbroderi, er i et typisk snit fra 1920’erne. Kjolen går over anklerne og har et bæltested, der sidder nede om hofterne. Kjolen har lange ærmer og bådudskæring i halsen. I ærmerne og i halsudskæringen er håndsyede pyntesømme.
Moderne tider
Selskabskjole fra omkring 1924 i violet crepesatin med broderi og frynser. Kjolen har tilhørt den økonomauddannede Bitten Grandjean (1895-1993). Bitten Grandjean blev i 1919 gift med den randrusianske købmand Carl Otto Grandjean. Parret boede i Randers, hvor de fik tre børn.
Kvinderne i 1920’erne begyndte åbenlyst at bære kosmetik. Det havde de ikke gjort siden 1700-tallet, ligesom det blev højeste mode at ryge cigaretter, drikke cocktails og høre jazz-musik. Til den korte kjole i 1920’erne, der ofte gik ud i èt, opfandt man underkjolen. Den korte kjole betød, at skoene blev synlige. Skoene blev derfor vigtige for den modebevidste kvinde. Til kjolen blev der båret blanke, hudfarvede strømper af silke eller det billigere, nye kunstsilke. Strømperne var yderst synlige i de korte kjoler.
Selskabskjolen har rundskåret skørt og lav talje. Den er pyntet med frynsekant af silke og et spænde med glasperler fortil. Det er meningen, at frynserne skal svinge med kroppens bevægelser. Overdelen har blomsterranker i kjolens farve broderet i fladsyning hen over sømmene i kjolens sider.
Aftenkåbe
Aftenkåbe fra anden halvdel af 1920’erne i satinvævet kunstsilke med besætninger af muldvarpeskind. Kåben har tilhørt Anna Marie Veierskov (1896-1976). Da Anna Marie Veierskov i 1920 blev gift med overlærer J.O. Veierskov, flyttede hun fra Aarhus til Randers. Aftenkåben er købt i stormagasinet Magasin du Nord i Aarhus.
Aftenkåbens asymmetriske stolpelukning er hentet fra den japanske kimono, mens det sorte, satinvævede stof er kinesisk inspireret. Det var yderst populært i begyndelsen af 1900-tallet at hente inspiration i japanske og kinesiske dragter og tekstiler.
Kåben har besætninger af muldvarpeskind på skulder, hals, ærmekant og underkant. Kåben er foret med vatteret kunstsilke med mellemfor af bomuld. Den kunstige silke, der har været fremstillet siden 1883, blev yderst populær i 1920’erne.
Klokkehat
Damehat fra 1920’erne i naturfarvet strå. Hatten, der er købt hos modehandler Adolph E. Lassen i Torvegade 3 i Randers, blev kaldt en klokkehat på grund af dens klokkelignende facon. Klokkehatten var meget populær i 1920’erne.
Hatten var oprindelig en efterligning af soldaternes stålhjelm fra Første Verdenskrig. Hatten sad langt nede om hovedet, hvor den blev trukket helt ned til øjenbrynene. Det nye moderne, kortklippede hår gjorde, at det var nødvendigt at have en hat, der passede hertil.
Hatten er syet med en høj, rund puld og smal ombukket skygge. Hattebåndet er af gylden silke, der er vævet på langs i to forskellige vævninger: Lærred og satin. Hatten er foret med råhvidt lærred.
Lette stoffer
Kjole fra begyndelsen af 1930’erne i grønt silkechiffon med gule ferskner og hvide blomster. Kjolen har tilhørt sygeplejerske Gudrun Olrik. Frk. Olrik var født i Ølgod i Vestjylland i 1878, men hun boede i en årrække i Californien, USA. Kjolen blev hjembragt af Gudrun Olrik, da hun flyttede tilbage til Danmark i begyndelsen af 1930’erne. Museet ejer flere fine og tidstypiske dragter, der har tilhørt Gudrun Olrik.
Lette stoffer med tryk af mønstre og flere farver vandt frem i 1930’erne. Stofferne var ideelle til at opnå den slanke, kropsnære og flydende facon på dametøjet, som var meget moderne. De lette mønstrede stoffer var ofte kjolens eneste udsmykning.
Kjolen i silkechiffon består af tre dele: En orangegul underkjole i silke med lysegule silkestropper, en overkjole med rundskåret skørt uden ærmer og med V-udskæring samt en lille bolerojakke med trekvart-ærmer og bindebånd. Boleroens forkanter og halsudskæring er kantet med flæser. Kjolens bredder er skåret på skrå af stoffet, det giver kjolens sit kropsnære snit.
Knaphed
Spadseredragt fra 1940-1945 i rødt og hvidt satinvævet uld og hør – kaldet olmerdug. Dragten har tilhørt Anna Marie Veierskov (1896-1976). Da Anna Marie Veierskov i 1920 blev gift med overlærer J.O. Veierskov, flyttede hun fra Århus til Randers. Dragten er syet af skræddermester Hulte i Randers. Anna Marie Veierskovs datter, Turid, fik ved samme lejlighed syet en spadseredragt magen til.
Spadseredragten er typisk krigstøj fra Anden Verdenskrig, hvor der var knaphed på stof. Danmark var ikke selvforsynende med stof, men måtte importere det fra udlandet. Her blev stoffet hovedsagligt anvendt til uniformer og andet krigsmateriale, og derfor kunne det kun fås i meget små mængder. Det betød, at man måtte tænke kreativt og i stedet genanvende gamle tekstiler, som blev omsyet.
Dragten er syet af et olmerdugsdynebetræk med røde striber, hvor vrangen er vendt ud. Dragten er foret med groft løstvævet hørlærred fra et gammelt lagen. Jakken er dobbeltradet med revers og vatskuldre. Nederdelen har gålæg foran, og den lukkes med en lynlås bagtil.
Damesko i rødspætteskind
Damesko fra 1940-45 i rødspætteskind og kork og med sling back hælkappe. Mangel på læder og skind under Anden Verdenskrig medførte, at man begyndte at garve fiskeskind og anvende det sammen med kork som erstatningsmateriale. Skoene blev brugt af Ragnhild Mikkelsen i Randers under Anden Verdenskrig.
Fiskeskind blev anvendt som overlæder på sko, remme blev lavet af papir, og hæle var af kork og træ. Om sommeren var damesko ofte uden tå for at skåne de kostbare strømpers ømfindtligste punkt. Under krigen blev det ligeledes højeste mode med damesko med kilehæle. Skoene blev båret med en hat som vigtigt tilbehør. Man prøvede efter bedste evne at pynte op på det sammensatte og genbrugte tøj.
Under Anden Verdenskrig organiserede man i Randers en tøjbytningscentral, hvor alle med en årlig skattepligtig indtægt på under 2000 kr. kunne bytte eller få foretaget omsyninger til en lav pris. Alligevel gik mange, især børn, dårligt klædt. I skolerne var børn ligefrem fraværende om vinteren på grund af manglende vintertøj.
Midt i en jazztid
Selskabskjole fra midten af 1920’erne i sort natursilke og silketyl dekoreret med perler og pailletter. Kjolen har tilhørt Caroline Back, der var født i 1881. Hun blev i år 1900 gift med Ingvard Back, der drev en mindre mineralvandsfabrik i Randers. Efter mandens død i 1931 overtog Caroline Back ledelsen af fabrikken. I 1936 blev hendes søn udnævnt til direktør. Caroline Back døde i 1975. Museet ejer flere fine og tidstypiske dragter, der har tilhørt Caroline Back.
Perlebroderede og frynsebehængte kjoler blev i 1920’erne yderst populære. Perlerne og frynserne tog sig især godt ud, når kvinderne dansede tango og charleston til tidens jazzmusik. Forkærligheden for perlebroderi var uovertruffen i 1920’erne, og moden gav arbejde til ikke så få perlebrodeuser.
Selskabskjolen er lavtaljet, udringet og uden ærmer. Kjolens overkjole er syet i sort silketyl, der er rigt dekoreret med sorte og sølvfarvede perler, samt gennemsigtige og sorte pailletter. Broderiet danner blandt andet blomstremønstre på skørtet og på overdelen. Underkjolen er i sort natursilke med stropper.