Historicismen
Under historicismen valgte man minutiøst indenfor moden at efterligne ikke én men mange tidligere stilperioder. Idealet blev perioder, hvor man mente, verden endnu ikke var blevet så kaotisk, som den blev oplevet i slutningen af 1800-tallet, hvor ændringerne skete oftere og oftere med større og større hastighed. Store forandringer som urbanisering, industrialisering og ændrede standsforhold gav et behov for et holdepunkt i fortiden.
Tournuren blev i disse to årtier den helt store mode for kvinderne. Nederdelen var stram foran, og al vidden blev samlet bagpå, jo større og mere kunstfærdigt, jo bedre. Bagpå var stoffet draperet i flotte ”puffer” og fald for derefter at ende i et lille slæb. Udpolstringen bagtil blev modsvaret af en fremhævelse af barmen fortil.
Med den begyndende kvindebevidstgørelse begyndte kvindedragten dog også lige så stille at optage flere maskuline stiltræk. Den skræddersyede og gennemknappede jakke – der var en kopi af mandens – blev således en vigtig del af kvindens påklædning.
Dog samtidig med at kjolen, som i barokken og i rokokoen, blev udsmykket med en overdådighed af feminint pynt som blonder, sløjfer, draperinger og flæser.
Mandsdragten suppleredes i disse år med jaket og diplomatfrakke samt en særlig sommerbeklædning med lyst tøj og stråhat. At dyrke sport var også blevet moderne, og det krævede specielle sportsdragter at dyrke for eksempel golf og cykling. Til golf- og cykeldragten brugte man knæbukser, en mode hentet fra drengedragten.
Tournurekjole
Tournurekjole fra 1882 til 1890 i blommefarvet silketaft og velour. Sammensætning af forskellige tunge stoffer i samme farve var yderst moderne i denne periode. Kjolen har tilhørt den velhavende gårdmandsdatter Edel Kirstine Nielsdatter fra Mellerup nordøst for Randers. Kjolen har været anvendt til højtider.
De begyndende maskuline stiltræk, som tournurekjolen fik med den gennemknappede jakke med revers, passede fint med den begyndende kvindefrigørelse. I 1875 fik kvinderne adgang til universitetsuddannelser, og i 1880 fik gifte kvinder råderet over egne tjente penge. Ægtemanden var dog indtil 1899 sin hustrus formynder.
Kjolelivet i silketaft har revers og højtstående militærkrave, der dog her lukkes med en veloursløjfe. Livet, der går ned i en spids for og bag, knappes foran med 12 overbetrukne knapper. Ærmerne er lange og smalle med opslag af velour. Skørtet i silketaft består af to sammensyede skørter, et smalt med drapering og en kile af velour fortil og et videre med slæb og ophæftning bagtil. Der er flæse langs skørtets nederste kant. Syning af en tournurekjole var yderst kompliceret og krævede en dygtig syerske.
Fokus på bagdelen
Tournurestativ fra 1870-1875 i stål og rødt lærredsvævet uld og bomuld. Stativet blev brugt til at give kjolen den rette facon med fokus på bagdelen. Udover tournurestativet anvendte kvinden som undertøj: korset, chemise, underskørter og strømpebånd.
Tournurestativet var uundværligt, hvis kjolen skulle have den rigtige facon. Praktisk og behageligt var det dog ikke. Således kunne en dame næsten ikke sidde tilbagelænet mod en stoleryg, da tournuren var i vejen.
Tournurestativet har otte stivere øverst og krinoline med fire ringe nederst. Sandsynligvis af stål. Stativet spændes med smalle bånd bagpå bagdel og ben, så tournuren holdes bagud. Det lukkes foran med et sommerfugleformet spænde.
Damemode fra Randers
Mantille fra 1880’erne i sort bomuld med mohairuldskniplinger og perler. Den har været båret som overtøj over en tournurekjole, hvilket en slids i ryggen muliggjorde.
Mantillen er købt i Julius Michelsens forretning i Torvegade i Randers. Julius Michelsen slog sig ned som manufakturhandler med speciale i damekonfektion i marts 1866. I løbet af 15 år arbejdede han sig op til at eje en af byens største manufakturforretninger. Ved siden af forretningen blev der drevet egen systue. I løbet af 1890’erne gik det ned ad bakke for Julius Michelsen, hvis forretning lukkede i 1898.
Mantillen er i kraftig repsvævet bomuld, det vil sige bomuld med tætte ophøjede striber, og med besætninger af mohairuldskniplinge og perler. Mantillen har en høj, ombukket krave. Mantillen lukkes med seks hægter midtfor og er faconsyet ved skuldrene. Nederst på forstykkerne sidder silkesatinsløjfer.
Kun til pynt
Kapothat fra 1880-1890 i sort silkefløjl, tyl, blonder, pailletter, fjer og stofblomster. Kapothatten skulle sidde langt tilbage på hovedet, hvilket på fransk hed ”á la cabriolet”, eller helt foran på hovedet og ned i panden. Hatten var mere til pynt end til gavn.
Hatten er købt hos frøken Flora W. Yhrs Modemagasin i Århus. Flora Yhr havde åbnet modeforretning i 1880 i sin dagligstue på hjørnet af Ryesgade og Rosenkrantzgade. Hun var ugift og manglede derfor en levevej. Med tiden fik hun oparbejdet en af Århus’ førende modeforretninger.
Den stærkt pyntede hat er bygget op over et ståltrådsskelet og foret med tyndt silkelærred. En rød og en rosa stofblomst er det eneste, der bryder de sorte farver på hatten. Hatten bindes under hagen med et sort fløjlsbånd.
Til dans
Trøje fra 1870’erne i ufarvet vadmel med stribede tilsatte ærmer i bomuld. Trøjen har tilhørt gårdejer Søren Nielsen (1856-1932) fra landsbyen Dagsvad mellem Langå og Randers. Som ung brugte han trøjen om sommeren, når han skulle til dans.
Endnu i 1870’erne var det almindeligt at bære almuetøj på Randersegnen. Skikken forsvandt med udgangen af 1800-tallet, og efterhånden var det kun ældre mænd, der gik i vadmel og knæbukser. De unge mænd iførte sig nu modetøj fra byen.
Den figursyede trøje, der er hoftekort, er dobbeltradet med brune benknapper. Trøjens ærmer er foret med hvidt bomuldslærred. Trøjen blev båret med moderne lange bukser og filthat.
Rød nathue
Nathue fra 1800-tallet af rødt glatstrikket uld. Huen har tilhørt gårdejer Skjødt fra Tjærby øst for Randers. Den røde hue blev først fra slutningen af 1700-tallet bondens mest almindelige hovedtøj.
Indtil da havde bønderne brugt huer syet af vadmel eller andet stof i blå, brune, hvide eller brogede farver.
Den røde hue blev indtil midten af 1800-tallet anvendt om dagen, ofte under andet hovedtøj. Efter midten af 1800-tallet blev den røde hue hovedsaglig brugt som nathue for at holde varmen i sengen. Det hed sig, at mændene i Randers Amt selv strikkede deres huer.
Den røde nathue er glatstrikket med bred floskant forneden og kvast i toppen. Indvendig er huen foret med kippervævet ufarvet uldstof.