Rokoko
Med oplysningstidens begyndelse i midten af 1700-tallet blev stil og elegance udtrykt i asymmetriske former modens forbillede. Aristokratiet – især det franske – var på dette tidspunkt den toneangivende samfundsklasse. Moden blev skabt for og af dem. Moden afspejlede, at adelen ikke behøvede at udføre et arbejde, men at de ”blot” skulle fordrive tiden ved hoffet eller i adelsdamernes saloner.
Moden var et statussymbol, der viste ens klare placering på den sociale rangstige og lagde en klar afstand mellem adelen og samfundets tre øvrige stænder, gejstlige, borgere og bønder.
For at hæmme købelysten hos befolkningen udstedte de danske konger i 1700-tallet flere luksusbegrænsende forordninger. Med dem håbede de at begrænse de dyre importerede varer, men også at formindske en mulig udfladning af standsforskellene i samfundet. Forordningerne, der langt fra altid blev overholdt, afgrænsede, hvordan de forskellige sociale lag måtte klæde sig. Klæder af silke og kostbare smykker var for eksempel forbeholdt konge og adel.
Bøndernes tøj var et samspil mellem levn fra ældre stilperioder, påvirkning fra den højere stands mode samt nyskabelser inden for selve bondestanden. Det varede omkring 20-30 år før en nyhed fra byerne fandt vej til det mere traditionsbundne bondesamfund. Det var først og fremmest den jævne borgerstands dagligdragt, der blev optaget og udformet efter almuens særlige, praktiske behov.
Brede hofter som ideal
Manteau-kjole fra 1760-1779 i stærk grøn silkebrokade. Hvem, der har fået den smukke kjole syet, vides ikke, men den har sandsynligvis været en velhavende borgerlig kvindes festdragt i Randers.
Brede hofter blev anset for smukke, derfor forstørrede man dem med hoftepuder af blandt andet fiskeben, der blev båret under kjolen. Puderne kunne være så brede, at kvinden måtte gå sidelæns ind ad dørene. Det medførte et påbud om, at puderne ikke måtte være mere end tre meter brede!
I den elegante manteau-kjole, der blev anvendt til selskabsbrug, er yderkjolen skåret med liv og skørt ud i et, og den er åben fortil. Inderkjolen består af en indsats i skørtet, der bindes fast omkring livet, og en løs brystsmæk, der hægtes på kjolelivet.
Kjolen er med indvævede blomstermotiver i flere farver. Kjolen er udsmykket med guirlander, flæser og sløjfer. Alle udsmykninger er kantet med et lille bånd med kvaster. I udskæringen og på ærmernes flæsekanter har der siddet kniplinger, på ryggen har kjolen dybe watteau-læg og på siderne brede hoftepuder.
Den elegante herre
Skødevest fra 1750-1780 i lyseblåt silke og glittet hørlærred. Hvem, der har fået den elegante vest syet, vides ikke, men den har sandsynligvis tilhørt en velhavende borger eller adelsmand fra Randersegnen.
Vesten er smukt broderet med blomster og fugle i fladstingsbroderi. Vesten, der tidligere havde kniplinger i ærmekanterne, blev båret sammen med en broderet jakke, en såkaldt kjol, og bukser, der gik til under knæet. Dertil hørte silkestrømper, skjorte og halsbind. Ærmerne og ryggen på vesten er lavet af et billigt hørlærred, da de ikke kunne ses, når manden bar kjol’en over vesten. Der var ingen grund til at bruge penge på noget, der ikke kunne beundres af andre!
Hos skrædderen valgte kunden det allerede broderede stof, som herefter blev klippet og syet. Stoffet var vævet i Frankrig, hvorefter det med et mønterforlæg var blevet sendt til Kina for at blive broderet. Mændene var indtil slutningen af 1700-tallet klædt i stærke farver, kniplinger og broderi og stod på ingen måde tilbage for kvinderne i stil og elegance.
Fornemme brudesko
Brudesko fra 1780-1790 i pastelfarvet rulæder med broderede blomstermotiver i silke- og sølvtråd. Skoene har høje hæle. Sølvspænderne, der er udført af sølvsmed Christian Høvring fra Randers i perioden 1767-1782, er ikke de originale.
Til selskabsbrug var damesko broderede eller af samme stof som kjolen. Skoene var pyntede med spænder og til bal med skosløjfer i samme farve som kjolen. Til skoene bar man hvide strømper af uld, silke eller bomuld. Skoene, der var med hæl, var ikke lette at gå i, og damerne trippede derfor hen over gulvene.
Brudesko har gennem tiderne haft en stærk symbolsk betydning. Skoene var et symbol på jomfrulighed, og når bruden tog skoene af, mistede hun sin uskyld. Lagde man mønter i skoene på bryllupsdagen, kom bruden aldrig til at mangle penge!
En smuk skikkelse
Snørelivet fra 1750-1790 i groft hørlærred er kraftigt afstivet med træ. Snørelivet blev brugt under kjolen for at give kvinden den eftertragtede figur med et smalt liv og en høj barm. Snørelivet har en engelsk snøring, det vil sige, det snøres fortil, modsat en fransk snøring, der snøres bagtil. Da en smal talje på dette tidspunkt var afgørende for et smukt udseende, brugte man at snøre piger fra tre- til fire-års-alderen.
Kvinderne var iført et natsnøreliv, når de skulle i seng. Snørelivet gav ikke alene en slank talje men også en høj barm. Man stak en flad pind ned fortil, og ved hjælp af pinden kunne man så trække barmen op, så højt som man nu ønskede.
Snørelivet, der har en taljevidde på 64 cm, går ned i en spids fortil og har forneden tunger hele vejen rundt. Skulderstropperne er skåret ud i et med bagstykkerne og er bundet til forstykkerne med bånd.
Den engelske mode
Engelsk kjole fra 1770-1790 i blågrønt silkebrokade med blomsterranker, sommerfugle og andre insekter. Kjolen stammer fra Handest ved Mariager. Den enkle kjole blev kaldt en engelsk kjole, da den danske mode fra 1770’erne begyndte at hente inspiration i den engelske adels mode. Her var en diskret og landlig mode fremherskende i stedet for den mere pyntede franske mode. Den franske revolution lurede lige om hjørnet, og den franske adelsmode mistede indflydelse.
Liv og skørt er syet sammen bagtil. Livet har lange ærmer, en rund dyb halsudskæring fortil og lukkes med en snørelukning midt for. Livet er foret med ufarvet, lærredsvævet hør. Skørtet lukkes bagtil med en hægte og en malle (ring). Ved lukningen er der en stiklomme lavet af brunt glittet hør og bomuld. Skørtet er lagt i læg til linningen.
De første modeblade så dagens lys i 1770’erne, f.eks. det engelske The Lady’s Magazine og det franske La Galerie des Modes. Det betød, at det blev lettere for de danske damer at følge med i, hvad den nyeste udenlandske mode dikterede.
Almuekvinde i glittet dragt
Almue ærmetrøje, skørt og forklæde fra slutningen af 1700-tallet i glittet blåt og rødt uld. Dragten har været en velhavende bondekones højtidsdragt. Kjolelivet stammer fra Helsted nordvest fra Randers, mens skørtet stammer fra Råby nordøst for Randers.
De glittede uldstoffer, der skulle ligne kostbare silkestoffer, blev importeret fra Østengland. Den almindelige bondebefolkning havde ikke mulighed for at købe silke, og de fandt derfor på genveje for at være moderigtigt klædt. Glitningen fremkommer ved en voksbehandling og en hård presning, der trykker overfladen hårdt sammen.
Den blå damaskvævede ærmetrøje, der er helforet med hørlærred, har tosømsærmer, skød og flynderryg. Ærmetrøjen, der hægtes fortil, er sjælden, da den har lange ærmer og ikke trekvart ærmer, som ellers var normalt på dette tidspunkt. Skørtet er lavet af blå glittet, lærredsvævet uld med brocheret mønster. Skørtets vidde er især samlet bagpå i flade wienerlæg. Forklædet er af glittet lærredsvævet uld.
Rejsefrakke mod støv
Rejsefrakke fra slutningen af 1700-tallet i rødt, glittet lærredsvævet uld og sort fløjl. Rejsefrakken har muligvis tilhørt den velhavende købmandsfamilie Bay i Randers.
Rejsefrakken har været brugt af en kvinde til at beskytte tøjet mod støv under kørsel med hestevogn. Det var kun velhavende folk, der havde råd til at anskaffe en frakke, man kun anvendte til hestevognskørsel.
Det glittede stof, der mindede om silkebrokadestof, var meget populært op igennem både 1700- og 1800-tallet. Rejsefrakken er skåret i A-form, har en lille halsudskæring og er kantet med fløjl ved de vide, lange ærmer og ved åbningen fortil. Frakken lukkes med bånd fortil.
Dåbstrøje af genbrugsstof
Dåbstrøje fra slutningen af 1700-tallet i grønt silkedamask. Dåbstrøjen er syet af stof fra en kostbar 1700-tals silkebrokadekjole. Kjolen er sandsynligvis blevet kasseret af en velhavende kvinde, da moden ændrede sig i slutningen af 1700-tallet.
Når et spædbarn blev døbt, iklædtes det ofte en fornem beklædning – en dåbsdragt. Dragten var en symbolsk dragt, som var knyttet til barnets første møde med kirken, hvor barnet overgik fra hedenskab til kristendom og fra enkeltindivid til slægtsmedlem.
Trøjens stof har bundvævning af satin og blomsterranker af lærredsvævning. Forneden på hvert ærme er der tre små betrukne knapper og en tilspidset manchet med knaphuller. Knapperne på ærmerne antyder, at trøjen har været syet til en dreng, idet knapper på manchetten kun blev anvendt på mandsdragten. Trøjen lukkes i ryggen med tre sæt laksefarvede silkebånd. Trøjen er foret med ufarvet vadmel.
Billige modestoffer
Kjoleliv fra sidste halvdel af 1700-tallet i brunt glittet hør med hvide blomsterborter og strøbuketter. Livet ses her bagfra. Stoffet er trykt i reservetryk. Det vil sige, at man først påfører stoffet mønstret med voks, hvorefter farves stoffet brunt. Efter farvningen vaskes stoffet, så vokset forsvinder. Hvor vokset har været, er stoffet ikke blevet farvet, og mønsteret ses tydeligt.
Da de trykte indiske bomuldsstoffer blev utrolig populære i 1700-tallet, blev det forbudt at importere dem i Europa for at beskytte den hjemlige tekstilindustri. Da forbuddet blev indført i 1759, begyndte især den engelske tekstilindustri at fremstille og videreudvikle trykketeknikken. De nye teknikker betød, at man kunne massefremstille de nye, eksotiske, mønstrede stoffer langt billigere end silkestoffer.
På kjolelivet er denne nye trykketeknik anvendt. Livet, der snøres fortil, har et lægget skød. Ærmerne er halvlange og glatte, og de er ligeledes kantet med læg. Livet er slidt og senere lappet.