Nyklassicisme, empire og romanticisme
Efter den franske revolution i 1789 var det ikke længere aristokratiet men den voksende gruppe af velhavende borgere, der dikterede tidens mode. Forbilledet blev antikken med den klassiske græske og romerske kultur. En tid som var blevet populær blandt andet på grund af de store arkæologiske udgravninger af oldtidsbyerne Herculanum og Pompeji i 1730’erne og 1740’erne. Men moden var også en reaktion mod aristokratiets luksuriøse mode. Nu var symmetri, enkelhed, lethed og frigjorthed de idealer, der passede til oplysningstidens ideer om frihed, lighed og fornuft.
Dermed var moden blevet mere afslappet og naturlig, hvilket betød, at kvindedragtens fiskebensskørt forsvandt. Det var ikke længere nødvendigt med alle de ”falske kropsdele” som puder til hofter, bag og barm.
Kjolen faldt i stedet i bløde folder, og de franske, tunge silkestoffer blev afløst af lette ensfarvede materialer. Også mandens dragt ændrede sig radikalt. Her blev den engelske mode idealet med skræddersyet snit, enkelhed og diskrete farver. En mode som i store træk er bevaret til i dag.
Kvindemoden skiftede til gengæld. Omkring år 1800 blev empiremoden populær, en mode der fik sit navn efter Napoleons samtidige kejserdømme. I empiremoden blev kjolelivet skåret under barmen, mens nederdelen fulgte kroppen tæt. Fra 1820’erne begyndte taljen i kjolen igen at glide ned på plads.
Borgerskabets voksende indflydelse, der fulgte med den begyndende industrielle revolution, betød, at kvindeidealet ikke længere var den frigjorte og dristige dame fra årtierne før, men en romantiske og bly kvinde. For at understrege den romantiske mode fik skørterne igen mere vidde, og længden krøb op, så man lige kunne se foden. Der kom igen flere dekorationer på kjolen.
En græsk statue
Empirekjole fra 1804 i mol med broderede stjerner af sølvtråd. Kjolen stammer fra Josephine Tutein (1806-1866), der var datter af den dansk-italienske syngemester og operasanger ved Det kongelige Teater, Giuseppe Siboni. Kjolen er sandsynligvis Josephine Tuteins mors brudekjole fra 1804. Moren, Aloisia Veith, der var datter af en velhavende bankier fra Prag, var Sibonis første kone. Hun døde i barselssengen i London i 1808. I London var Siboni i tre år tilknyttet Kings Theatre. Kjolen er skænket til museet af Josephine Tuteins oldebarn, Fernanda Castberg.
For første gang satsede moden med empirekjolen fortrinsvis på ungdommen. Empirekjolen, der har et kort liv afskåret under brystet, smøg sig til kroppen. De enkle og lette kjoler tog sig ikke nær så godt ud på en ældre og større kvinde. Kjolen, der lukkes med bændler i ryggen, skulle lede tankerne hen på en antik græsk eller romersk statue.
Skelsættende for kvindedragten var også, at det blev almindeligt at have underbenklæder på under de snævre kjoler. Den nye mode gav ikke plads til de mange underskørter, som ellers var normalt at bruge som undertøj. Undertøjet blev derfor til stor forargelse for samtiden reduceret til det mindst mulige.
Kjole med pufærmer
Kjole fra omkring 1825 i lærredsvævet, trykt rosa bomuld. Kjolen er givet til museet i 1901 af frøken Bache i Randers. Fra 1820’erne begyndte taljen i kjolen igen at glide ned på plads, og dermed blev taljen igen markeret. Ærmerne voksede efterhånden i omfang og kom derfor mere og mere i fokus.
Kjolens fine lærredsvævede stof har et påtrykt mønster med blomstermotiv, og det er sandsynligvis fremstillet i Europa. De helt lette bomuldsstoffer gik af mode igen, da skørtets omfang efterhånden blev større, og antallet af underskørter voksede.
Kjolens liv bindes og hægtes sammen fortil. Kjolen er foret med ufarvet hørlærred. De lange ærmer kan tages af, så kjolen kunne bæres med korte pufærmer. Ærmerne har korte puf med draperinger. Kjolen er senere lagt op.
Kys-mig-hvis-Du-kan-hat
Kyse fra 1816-1830 i strå dekoreret med stofblomster, blondestof og brede silkebånd. Kysen har været brugt som sommerhat i Udbyhøj nordøst for Randers. Kysen har en meget bred skygge, som skjuler næsten hele ansigtet. Derfor blev den kaldt for kys-mig-hvis-Du-kan-hat.
Kvindeidealet blev efterhånden sarte og bly kvinde, der var bleg i huden. Derfor var det vigtigt, at kvinderne ikke blev solbrændte, når de færdedes udenfor, og det kunne en bredskygget hat forhindre. Der blev i den periode fremstillet mange stråhatte i Danmark.
Kysens skygge er kantet med lysebrunt bomuldskipper. Kysens brede silkebånd, der krydser over kysens puld, er med rosa og sorte borter. Stofblomsterne er lyserøde og lysegrønne. Kysen bindes under hagen med silkebåndet.
Små fødder i silkesko
Sko fra 1807-1826 i grønt silke og med silkebånd. Skoene har lædersåler. De flade sko, der var moderne i både empireperioden og den romantiske periode, matchede ofte den kjole, de blev anvendt til.
Da små fødder blev anset for smukke, brugte tidens kvinder ofte for små sko helt fra barndommen. Resultatet var deforme fødder. Visuelt prøvede man at få skoene – og dermed fødderne – til at syne mindre. Derfor anvendte man lette stoffer som materiale, tillige med at skoene fik runde snuder og næsten ingen slå.
Disse sarte grønne silkesko, der er kantet med grønne silkebånd, har været brugt ved festlige lejligheder. Til skoene blev der båret hvide eller rosafarvede strømper af bomuld.
En gift mands festdragt
Almuekofte fra 1820-1840 i mørkeblåt kippervævet vadmel. Museet har erhvervet koften i 1894. Fra skuldrene ned langs begge sider af midten og i en bue under lommerne sidder 16 tinknapper. Et typisk træk for almuekofterne i Østjylland og på Randersegnen.
Koften har tilhørt en af de mange velhavende bønder på Randersegnen. Kun ældre gifte mænd gik med kofte, unge ugifte mænd måtte tage til takke med en trøje. Til højtidskoften blev der båret vadmelsvest, bukser af Manchesterfløjl eller skind, høj hat, hvide strikkede strømper og støvler eller sko med sølvspænder.
Den figurskårne kofte har lange tosømsærmer med en slids med to tinknapper og en høj opretstående krave. Det lille revers kan knappes til begge sider med seks knaphuller. Koften har to lommer med lommeklapper og har en bred slids bagtil. Koften er gennemforet med ufarvet lærredsvævet hør.
Herrevest i silke
Herrevest fra omkring 1840 i hvid silke med broderi. Vesten har tilhørt etatsråd Frederik Christian Carl Birch, som i årene fra 1871 til 1882 var rektor ved Metropolitanskolen i København. F.C.C. Birch blev født i 1812 og døde i 1889. Han skrev flere bøger og var, inden han tog til København, desuden rektor på Horsens lærde Skole.
Kostbare og mønstrede stoffer var meget brugt til herreveste. Vesten var det eneste brogede indslag i den nu ellers mørke herredragt. Herredragten ændrede sig så at sige ikke i 1800-tallet. Det bedre borgerskabs travle forretningsfolk og industriherrer ønskede at signalere, at de ikke havde tid til at tænke på deres påklædning.
Vesten er uden revers, den har ståkrave og er let vateret på brystet. Vesten har to stiklommer samt en skrå bryststiklomme. Langs kanterne er påsyet en silkeomvundet bomuldssnor. Vestens silkebroderi er udført i fladsyning, franske knuder og bundsyninger. Vesten er enradet og knapperne silkebroderede. Ryggen er af halvlærred, hør og bomuld. Foret er af bomuldslærred.
Hattemager Barlags trekantede hat
Trekantet hat fra begyndelsen af 1800-tallet i sort filt. Hatten har tilhørt jægermester Frederik de Lichtenberg til Løistrup (1805-1886) fra Bidstrup Gods ved Langå. Hatten blev båret på tværs.
I hatten sidder stadigvæk hattemager Johan Hinrich Barlags fabrikationsmærke. Barlag, der arbejdede som hattemager i Randers i perioden 1787-1823, var i 1788 blevet gift med enkemadamme Mette Sophie Christensen, med hvem han fik fire børn. Johan Hinrich Barlag døde i 1823.
Filthatten har en meget bred skygge og en rund puld. Skyggen er slået op omkring pulden og fæstnet i siderne, så den danner en trekant. Hatten er foret med grønt silke.
Hue fra Randersegnen
Almuekonehue fra begyndelsen af 1800-tallet i blåt silke med broderet puld. Huen stammer fra en gård i Øster Tørslev nordøst for Randers.
Hovedbeklædningen var den vigtigste del af en almuekvindes dragt. Den viste egnsforskelle, og den fremhævede ved hjælp af farver forskellen på gift og ugift, ung og gammel. Det var også ved hjælp af hovedtøjet, at særlige begivenheder som bryllup, konfirmation og sorg blev markeret.
Nakkehuens puld er broderet med en teknik, der kaldes væveimitation. Man forsøgte at efterligne de dyre mønstervævede silkebrokader. Stingene ligger alle i stoffets vandrette trådretning. Dette er specielt for Randersegnen, det samme gælder for det forlængede nakkestykke. Stykket rynkes sammen med en snoet hørsnor. Foret er ufarvet hørlærred. Huen er kantet foran med brunt glittet bomuldslærred.
Sjælden drengedragt
Komplet almuedragt fra 1780-1820 til en dreng på syv til ti år i vadmel og uld. Barnedragten var en tro kopi af den voksnes mandsdragt. Det var en stor begivenhed for en dreng, den første gang han fik voksent tøj på. Dragten er en højtidsdragt.
Den figursyede kjortel er i rødbrunt kippervævet vadmel. Kjortlen har lange tosømsærmer med en kile under armene. Kjortlen, der har to lommer, lukkes midtfor med 11 tinknapper. Kjortlen er foret med rødt glittet lærredsvævet uld og ufarvet lærredsvævet hør. Vesten er i rødt damaskvævet glittet uld med indvævede blomster. De glittede uldstoffer, der skulle ligne kostbare silkestoffer, blev importeret fra Østengland. Vesten, der er uden ærmer, er dobbeltradet og kan knappes til begge sider. Vesten er foret med ufarvet lærredsvævet hør.
Knæbukserne er i ufarvet kippervævet uld eller vadmel. Knæbukserne lukkes midtfor med tre knapper og yderligere med en bred smæk, der knappes på hofterne. Forneden på buksebenene er der sideslidser, der lukkes med fire knapper og et spænde. Knæbukserne er foret med ufarvet lærredsvævet hør og et mellemfor af brunt kippervævet bomuld. Knapperne er ikke de originale.