1890 – 1914

Repræsentative pligter
Raffineret selskabskjole
Som et møllehjul

Klunketid og jugendstil

Raffineret dame fotograferet i selskabskjole med slæb i 1910 i Randers. Kjolen, der er S-formet, har besætninger af tylsbroderi i halsudskæringen og tylsærmer. Bemærk stolaen i pelsværk på bordet.
Raffineret dame fotograferet i selskabskjole med slæb i 1910 i Randers. Kjolen, der er S-formet, har besætninger af tylsbroderi i halsudskæringen og tylsærmer. Bemærk stolaen i pelsværk på bordet.

Den industrielle udvikling var i fuld gang i slutningen af 1800-tallet, og da der samtidig var fred mellem stormagterne i Europa, medførte det, at den materielle velstand steg til hidtil ukendte højder. Arbejderne, som udgjorde en stadig større del af befolkningen, blev efterhånden mere købedygtige, og med udbygningen af jernbanen og vejnettet var den seneste mode hurtigt spredt ud over hele landet. Flere og flere kvinder fra mellemklassen blev selverhvervende med arbejde som kontordame, sygeplejerske og lærerinde. At være gift var ikke længere en livsnødvendighed for kvinderne.

Som tidens klunkehjem var kvinden svøbt i stof, pynt og draperinger fra hals til fod. 1890’ernes tækkelige kjole var højhalset med et stort poset bluseliv med mange besætninger. Nederdelen sad stramt til om hofterne for derefter at blive videre. Ærmerne, der var lange og havde et betydeligt omfang, fik taljen til at virke meget slank. Nye tider var dog på vej. Kvindedragten hentede, med baggrund i kvindernes nye selvbevidsthed, inspiration fra både mændenes sports- og hverdagstøj. Som en direkte aflægger af herretøjet sås gadedragten, der var forløberen for spadseredragten, for første gang omkring århundredeskiftet. 

Kvindernes silhuet blev midt i 1890’erne S-formet. Denne nye silhuet var hentet fra den mere ungdommelige jugendstil med svungne og organiske former, som omkring år 1900 blev populær. Det betød, at kvinderne blev korsetteret i en yderst usund svajrygget facon med fokus på barm og bagdel og en meget smal talje. Op imod Første Verdenskrig i 1914 blev kvinden mindre korsetteret, og kjolen fik igen lav halsudskæring, korte ærmer og snævrede nu ind omkring anklerne. Det gav kvinderne et højt og slankt udseende, som blev fuldendt med en hat så stor som et møllehjul på hovedet.

Inden for mandsdragten kom der lidt flere variationer, for eksempel kom smokingen frem til aftenbrug, men hovedbestanddelene var stadig de samme: Sort jakke eller frakke og vest, skjorte med høj, stiv flip samt mørke benklæder.

Kobbersmed og blikkenslager Magnus Anthony med hustruen Mariane Anthony og deres to børn, Carl og Gudrun. Familien er fotograferet omkring 1907 i Randers. Begge børn uanset køn er iført kjoler.
Kobbersmed og blikkenslager Magnus Anthony med hustruen Mariane Anthony og deres to børn, Carl og Gudrun. Familien er fotograferet omkring 1907 i Randers. Begge børn uanset køn er iført kjoler.
Handskemager Theodor Mogensen og hustru Andrea Carolina Mogensen fotograferet i Randers i 1890’erne. Som tidens klunkehjem var kvinden svøbt i stof fra hals til fod. 1890’ernes tækkelige kjole var højhalset og med ærmer, der havde et betydeligt omfang.
Handskemager Theodor Mogensen og hustru Andrea Carolina Mogensen fotograferet i Randers i 1890’erne. Som tidens klunkehjem var kvinden svøbt i stof fra hals til fod. 1890’ernes tækkelige kjole var højhalset og med ærmer, der havde et betydeligt omfang.


Sommerkjole

Sommerkjole

Sommerkjole fra omkring 1895 i rosa mol og ecrufarvet bomuld. Kjolen har tilhørt sygeplejerske Gudrun Olrik. Frk. Olrik var født i Ølgod i Vestjylland i 1878, men hun boede en årrække i Californien, USA. Kjolen har været til pænere brug. Museet ejer flere fine og tidstypiske dragter, der har tilhørt Gudrun Olrik.

Meget pynt og mange besætninger var karakteristisk for perioden. Derfor er der ikke alene flæser nederst på nederdelens kant, men også midt på nederdelen. Sommerkjolen er med sin høje hals og lange ærmer meget ærbar, hvilket er tidstypisk.

Sommerkjolen, der består af to dele, et liv og en nederdel, er S-formet med fokus på barm og bagdel. Ærmerne er såkaldte skinkeærmer med et stort puf over de lange manchetter. Kjolen har en ruche, det vil sige en rynket krave, i halsen. Livet er hægtet fortil. Skørtet har vandrette flæser i bomuld. Nederdelens vidde er samlet i tætte læg bagpå. Kjolen er helforet med fint bomuldslærred.


Gadedragt

Gadedragt

Gadedragt fra omkring år 1900 i meleret uld. Dragten har tilhørt Katherine Bredahl. Fru Bredahl var født i 1878 i Hundborg i Thy. Kvindedragten hentede, med baggrund i kvindernes nye selvbevidsthed, inspiration fra både mændenes sports- og hverdagstøj. Som en direkte aflægger af herretøjet sås gadedragten for første gang omkring århundredeskiftet med et meget maskulint snit. Gadedragten var forløberen for spadseredragten, der dukkede op omkring Første Verdenskrig.

Dragten er en tailor-made gadedragt, der består af tre dele: Jaket, blusevest og nederdel i uld med pyntebesætninger af bordeauxfarvet halvsilkebånd. Jaketten har skinkeærmer, den er kraftigt taljeret og har to slidser forneden fortil samt læg og slidser midt bag. Jakken lukkes midtfor ved hjælp af en strop ved brystet og en hægte forneden ved reversets afslutning. Foret i selve jaketten er af hvidt meleret lærredsstof, mens ærmeforet er af lysebrunt, glittet bomuldskipper. 

Blusen, der bruser ud fortil, har skinkeærmer og høj flip. Blusens skjulte, asymmetriske lukning på skulder og hals, består af 14 hægter og maller (ringe). Foret er af lyst bomuldslærred. Nederdelen, der har et lille slæb bagtil, er syet i syv baner med lagt læg i siderne og bagtil.


På visit

På visit

Komplet herredragt fra begyndelsen af 1900 med hat og stok. Dragten har tilhørt købmand Hans Christian Larsen. Han blev født i 1859 og etablerede i midten af 1880’erne egen købmandsbutik i Randers. Siden slog han sig ned som kaffe- og tobakshandler. Christian Larsen var en aktiv deltager i det randrusianske lokalsamfund og politisk engageret i Højre, det nuværende Konservative Folkeparti. Christian Larsen var gift og havde en datter.

Herredragten også kaldt diplomatsættet består af frakke, bukser og vest i sort lærredsvævet uld. Diplomatsættet var den borgerlige mands selskabsdragt. Den figursyede frakke, der kan knappes til begge sider, er foret med satinvævet halvsilke, mens ærmerne er foret med kippervævet bomuld. Vesten, der er med sjalskrave, kan knappes med fem knapper. Vestens ryg er af brunt, glittet, kippervævet bomuld. 

Den høje hat er i sort silkeflos på bomuldsbund. Hatten er foret med silke, mens hattebåndet er af uld. Hatten er en såkaldt cylinderhat, fremstillet af Kgl. Hof hattefabrikant A.F. Bodecker i København. Den høje hat og stokken var meget populære på dette tidspunkt. De var en vigtig del af en herres påklædning, når han var ude at spadsere eller skulle på visit.


Drengekjole

Drengekjole

Drengekjole fra 1900 i lillastribet, lærredsvævet bomuld. Dragten har tilhørt den senere direktør ved El-værket i Hjørring, Holger Nærregaard. 

Helt op til omkring 1920 havde drenge i alderen 0-4 år kjole på af den praktiske grund, at det var lettere at skifte ble. På landet mente man dog stadigvæk nogle steder, at iførte man drenge kjoler, var de også bedre beskyttet mod det onde. Folketroen sagde, at trolde især stjal smådrenge. Hvis drengebørn var klædt ud som piger, kunne man beskytte dem, da troldene ikke var så interesserede i piger. 

Drengekjolen er helskåren og med firkantet halsudskæring. Der er brede kanter på ærmer, i hals og forneden. Kanterne er taget på skrå af stoffet. Der er stolpelukning midtfor med to tryklåse. Kjolen er gennemforet med hvidt bomuldslærred.


Sort brud

Sort brud

Brudekjole fra 1908 i sort satinvævet silkeatlask og maskinkniplinger. Kjolen er en brudekjole, båret til et bryllup i Randers i 1908.

På landet og hos den jævne befolkning blev man helt op i 1920’erne gift i sort brudekjole. På landet var der en lang tradition for, at en sort kjole blev brugt som fest- og højtidskjole. Den sorte brudekjole var også langt mere anvendelig, da den modsat en hvid kunne bruges efter brylluppet. Til den sorte brudekjole bar bruden fra anden halvdel af 1800-tallet ofte hvidt slør, myrtekrans og sorte handsker.

Det højhalsede kjoleliv er figursyet i den karakteristiske S-form med maskinkniplinger og pufærmer. Ærmerne er desuden pyntet med plisséer og flæser med maskinkniplinger. Livet lukkes med hægter i siden, der er skjult under et af læggene. Kjolelivet er foret med ufarvet kippervævet bomuld med påtrykte hvide stjerner. Skørtet er rundskåret og syet i syv baner med en glat talje. Skørtet har dybe wienerlæg midt bag og er foret med glittet bomuldslærred.


Repræsentative pligter

Repræsentative pligter

Selskabskjole fra omkring 1911 i brunt silketaft, chiffon og tyl. Kjolen har tilhørt Emilie Falbe-Hansen, der var født i 1847. Hun var gift med sagfører og branddirektør Emanuel Falbe-Hansen. Parret boede i Holstebro. Emanuel Falbe-Hansen var bror til G. Falbe-Hansen, der stiftede Falbe-Hansens konfektionsfabrik i Randers.

På dette tidspunkt var kvinden stadigvæk først og fremmest husmor og mor, men repræsentative pligter som hustru var også vigtige for den borgerlige kvinde. Hun skulle ikke alene ledsage sin mand i teatret og til udstillinger, men hun skulle også arrangere middagsselskaber for familiens omgangskreds og mandens forretningsforbindelser. Det betød, at en passende påklædning var vigtig. 

Selskabskjolens underdel og overdel er i brunt silketaft, mens stropperne over skuldrene er lavet af cremefarvet chiffon. Kjolen har muligvis tidligere har haft ærmer i chiffon. Overdelen er rynket til et højtsiddende liv, hvori der sidder en firkantet halsudskæring. Overdelen har besætning af tyl, broderi i organiske former og perler. Skørtet er uden pynt og syet i to lige baner. Kjolen lukkes i ryggen med tryklåse. Skærftet mangler.


Raffineret selskabskjole

Raffineret selskabskjole

Selskabskjole fra 1912 i smaragdgrønt silkevoile og cremefarvet silkesatin. Kjolen har tilhørt musikpædagog Misse Worm Jørgensen, der boede og arbejdede i Randers. Hun var gift med landsretssagfører Einar Jørgensen. Kjolen er købt i 1912 i det fashionable stormagasin Bourne and Hollingsworth på Oxford Street i London. 

Selskabskjolens raffinerede facon, bløde stoffer og dristige grønne farve var højeste mode på dette tidspunkt. Til kjolen har hørt selskabshandsker, selskabstaske, hårpynt og et sjal. Det er i selskabstøj fra denne tid, at man i Danmark ofte aner den nyeste mode fra Paris og London. 

Selskabskjolen har et højtsiddende liv, rund udskæring og korte pufærmer. Kjolen lukkes med hægter i ryggen. Den smaragdgrønne overkjole i silkevoile har en asymmetrisk “snyde-knaplukning” fortil. På overkjolen er der syet en sølvbort med perler og flæser lavet af stoffet. Den cremefarvede underkjole i silkesatin er synlig forneden. 


Som et møllehjul

Som et møllehjul

Damehat fra omkring 1912 i sort fløjl og chiffon med hvide og violette strudsfjer. Hatten har tilhørt Anna Kirstine Hansen, født Brøndum. Anna Kirstine Hansen blev født i 1885 i Randers. Hatten har været til finere brug.

Hatten var på dette tidspunkt bogstaveligt talt så stor som et møllehjul, og den blev derfor holdt på plads ved hjælp af en hattenål. Den store hat gav sammen med den smalle kjole et slankt udseende. Hatten var en uundværlig del af spadseredragten og visitkjolen. Når man beholdt hatten på indendørs, antydede man den forskel, der var mellem en kortvarig visit og et længerevarende middagsselskab. 

Hattens skygge, der er spændt ud over to store metalringe, er syet af silkechiffon kantet med et fløjlsbånd. Hattens puld er ligeledes lavet af et fløjlsbånd, der er syet sammen. Rundt om pulden er indsat strudsefjer. Pulden er foret af tætvævet sort bomuldslærred.